The International Order of Freemasonry for Men and Women Le Droit Humain

Scandinavian Federation

Formål (full)

Frimureriets formål

Frimureriets formål er at medvirke til større medmenneskelighed og forståelse af livets sammenhænge — uafhængigt af religioner, politiske tilhørsforhold og status mennesker imellem. Den Internationale Frimurerorden for Mænd og Kvinder “LE DROIT HUMAIN” har gjort Den Franske Revolutions budskab fra 1789 — “Frihed, Lighed og Broderskab” — til sit.

Frimureriets baggrund

Frimureriet har rødder tilbage i oldtidens mysteriesamfund, og kernen i deres ceremonier, ritualer, symbolsprog og visdom er baggrunden for det, der for ca. 300 år siden organiserede sig som Frimureri (se “Frimureriets historie” ved at klikke på “OM OSS” i menyen ovenfor).

I Frimureriets ritualer og symboler ligger der en viden om livet, kosmos og det skabende princip, der kan hjælpe hver enkelt til at opfylde Frimureriets formål.

Frimureriets metode

Frimurere samles omkring frimureriske ritualer og symboler, fordi der i dem kan lægges en flertydighed, som almindelig samtale sjældent kan nå op på siden af. Ritualer opleves via levende menneskers fremstilling med de mange dimensioner, dette medfører. Ritualer og symboler er i en vis forstand tidløse og indvirker på den enkeltes bevidsthed på mange planer. Selv om man har oplevet samme ritual mange gange, er det forunderligt at se, at man hver gang får øje på nye dybder. Dette gælder også de anvendte symboler.

Der findes ingen autoriseret udlægning af Frimureriets indhold. Der er ingen autoriteter til at fortælle, hvad der er sandt. Det er op til hver enkelt at tolke ritualer og symboler ud fra sin egen tankegang og bevidsthed. Frimurere taler sammen og fortæller hinanden deres opfattelser, men det står enhver frit for at udlægge symbolerne og derefter handle efter egen samvittighed i overensstemmelse med Frimureriets formål.

Er Frimureriet hemmeligt?

Nej, kun ritualernes indhold og symbolerne forsøges holdt hemmeligt, for ikke at tage overraskelsesmomentet fra en ny kandidat. Hvad Frimureriets formål er, og hvordan det nås, er ikke hemmeligt.

Alle optagelser i de forskellige grader har deres særpræg, som direkte påvirker sanser, følelser og tanker. På den måde kan de blive starten til nytænkning, omvurdering og dybere forståelse, og derfor skal man for sin egen skyld helst ikke kende indholdet på forhånd.

Glass mosaic showing a hand under a square holding a compass.
“The divine light penetrates the universe according to its dignity.” – Dante